DagLiv

Spørgsmål og hjælp

Du finder svar på hyppige spørgsmål herunder. 
For at komme godt i gang med at bruge DagLiv appen kan du også kigge under ”Inspiration til DagLiv” her på siden. 
Hvis du har andre spørgsmål, eller har brug for hjælp til DagLiv appen, kan du også skrive en mail til dagliv@mindtek.dk (vi forsøger at besvare mails indenfor to hverdage).

DagLiv appen er en alt-i en app designet til at støtte hukommelse, struktur og overblik i hverdagen. Appen er skræddersyet til personer med kognitive vanskeligheder.
Den er udviklet sammen med personer med demens, pårørende og fagpersoner, og er også velegnet for andre brugere, fx personer med hjerneskade, stroke, autisme, ADHD eller andre udviklingsforstyrrelse. Appen er også velegnet til personer, fx ældre, der synes at almindelig apps og teknologi er vanskeligt at bruge. Her er DagLiv appen – med dens overskuelige og brugervenlige design – et godt alternativ.

DagLiv er en alt-i-en app, som samler alle de funktioner de fleste har brug for i hverdagen for at huske, have overblik og planlægge. Den består af fem funktioner – som fungerer i sammenhæng med hinanden: Kalender, huskesedler, kontakter, tjeklister og dagbog. Du kan læse om de enkelte funktioner og hvordan du bruger dem her på siden under Guide og tips til DagLiv.

Du kan downloade DagLiv appen via Apples Appstore eller via Google Play (søg på appens navn DagLiv). Når du har downloaded appen opretter du en personlig brugerkonto – se evt. mere under spørgsmålet vedr. brugerkonto herunder.

Efter du har downloaded appen fra Appstore eller Google Play kommer der en boks op på din skærm, hvor du kan vælge “Opret konto”. Her indtaster du først din e-mail adresse (som fremover er dit brugernavn til din personlige konto i appen) og dernæst et selvvalgt kodeord, som skal bestå af mindst 8 tegn (du vælger selv om det skal være bogstaver og/eller tal).
Din adgang til appen fungerer via abonnementsordning, som betales via hhv. Apples App Store eller Google Play. Du kan prøve appen gratis i 7 dage.
Du kan finde mere information om hhv. opsigelse og gendannelse af abonnement i svarene nedenfor.
Efter du har oprettet abonnement kan du logge dig ind i appen via din e-mail adresse og dit personlige kodeord.

Hvis du har glemt dit kodeord trykker du på “Glemt adgangskode?” (i den boks der kommer op på din skærm når du forsøger at logge ind i appen).
Herefter kommer der en boks op på din skærm, hvor du skal taste den e-mailadresse du brugte til at oprette din brugerkonto i appen. Du får nu en e-mail tilsendt med et link hvor du kan nulstille og skabe en ny adgangskode. Vær opmærksom på at denne mail kan havne i din mappe med “uønsket mail” (fordi din e-mail konto tror der er tale om reklame). Så hvis du ikke umiddelbart modtager en mail så tjek denne mappe.
Efter du har dannet en ny adgangskode (via link i e-mailen) skal du åbne din DagLiv app igen og taste denne ny adgangskode.

DagLiv appen kan give dig påmindelser om aftaler du har i kalenderen. Du vælger hvilke påmindelser du ønsker at få når du opretter en kalenderaftale. Du skal dog først søge for at appen er indstillet til at sende dig påmindelser. Når du bruger appen første gang beder den om tilladelse til at sende notifikationer – her skal du trykke “Tillad”.
Du kan herefter ændre denne tilladelse ved at gøre følgende: 

1. Tryk på tandhjulet øverst til venstre fra kalender siden i appen.
2. Tryk på “Påmindelser” – og her kan du vælge påmindelser til og fra.
Den måde påmindelser kommer op på din skærm afhænger af indstillinger i selve telefonen/tablet. Dette indstilles forskellig alt efter hvilken telefon/tablet du har, men typisk vil du skulle finde appen blandt listen af andre de apps du har downloaded og lave dine indstillinger under funktionen “Notifikationer”. På en iPhone finder du det fx under “Indstillinger” (det er en grå app med et sort tandhjul). Her finder du DagLiv appen blandt dine øvrige apps, åbner “Notifikationer” og indstiller dette som du ønsker.

Når du har oprettet en konto og købt et abonnement til DagLiv appen, kan du frit downloade appen og bruge den på flere mobiler og/eller tablets samtidig. I kan dermed være flere om at have adgang til den samme brugerkonto i appen samtidig. Der skal logges ind med samme brugernavn (mailadresse) og kodeord på alle mobiler/tablets der har adgang til samme DagLiv brugerkonto.
Hvis du på denne måde vælger at dele din konto med andre, opfordrer vi til, at der indgås et skriftligt samtykke mellem dig og den/de personer du deler din personlige konto med.

Hos MindTek Aps (ejer af DagLiv appen) påtager vi os ikke noget ansvar for denne eventuelle deling af en brugerkonto.

Du kan stoppe dit abonnement ved at opsige det i enten Apples App Store eller Google Play (der hvor du har købt/oprettet abonnementet).
Måden hvorpå dette gøres på er forskellig alt efter hvilken telefon/tablet du har, men typisk vil det være under “Indstillinger”. På en iPhone finder du det fx under “Indstillinger” (det er en grå app med et sort tandhjul). Øverst finder du din din Apple konto (hvor der bl.a. står medier og køb). Hvis du går ind under “Abonnementer” kan du finde og opsige dit abonnement.
Bemærk at reglerne omkring køb af apps fungerer sådan, at man ikke har fortrydelsesret for et køb af abonnement til appen. Når du opsiger appen senest et døgn før abonnementsperioden udløber, ophører abonnementet.
Du har en 7 dages gratis prøveperiode til appen, og hvis du opsiger abonnementet senest et døgn inden denne periode udløber vil du ikke blive opkrævet nogen former for betaling.

Du kan gendanne dit køb af abonnement ved at genoptage betalingen for dit abonnement i enten Apples App Store eller Google Play. Hvis du ikke har slettet din personlige brugerkonto i DagLiv appen vil du kunne logge dig ind i appen igen og fortsætte med at anvende din brugerkonto.

Du kan slette din brugerkonto direkte i DagLiv appen ved at gøre følgende:
1. Log ind i appen
2. Tryk på tandhjulet øverst til venstre fra kalender siden
3. Tryk på “Andre indstillinger”
4. Tryk på “Slet bruger”
Din bruger er nu slettet, men for en sikkerhedsskyld gemmes dine data i 60 dage, det er i tilfælde af, at du ved en fejl er kommet til at slette, eller fortryder at have slettet din brugerprofil. Hvis du ønsker at genskabe din konto, kan du kontakte os på mailen dagliv@mindtek.dk

Scroll to Top